Med fare for at støde nogen på manchetterne med dette indlæg, så vil jeg alligevel kaste lys over emnet.
Ikke fordi jeg selv arbejder i systemet, men fordi jeg som menneske er nysgerrig på høre andres syn på det at være ledig, og hvordan de kommer videre og bevarer optimismen.
Nogle føler sig forfulgt af systemet, nogle synes, at der bør lempes på reglerne om aktivering og samtaler, og andre mener, at det fungerer fint som det er.
Men, hvorfor har vi så mange forskellige holdninger og syn på det at være ledig? Måske fordi det rammer mange på et sårbar punkt? Måske fordi det berører nogle ømme punkter såsom ”økonomi” og “personlig usikkerhed”?
Håbet er åben dialog
Mit håb for fremtiden er, at ”ledighed” bliver noget, som vi tør og kan tale endnu mere åbent om. Både dét, der frustrerer, men også det, der skaber positive historier. Og, at vi i sidste ende kan se på egen situation med optimistiske øjne – også i de ekstra svære tider.
Mange gange handler det om en følelse af magtesløshed og afmagt. At man ikke kender sin fremtid, skaber en naturlig utryghed og frygt, og vi reagerer ofte med forsvar og paraderne oppe.
Men kan vi lære os selv at sænke dem, tage imod, lytte, opsøge, spørge om hjælp, så kan det måske gøre svære livssituationer lettere at tackle, uanset om det handler om ledighed, sygdom eller andre kritiske punkter i livet.
Du har måske hørt det før…
Hvis du har læst nogle af mine tidligere indlæg, så ved du allerede nu, at jeg selv har været ledig i en længere periode. Det var tilbage i slut ’14 og frem til oktober 2017, hvor jeg var inde og ude af systemet af flere omgange.
Jeg havde svært ved at få fodfæste i det rigtige, så jeg afprøvede forskellige retninger. Jeg husker, at jeg følte det voldsomt intimiderende, når jeg fik en ‘hilsen’ fra a-kassen, som skulle minde mig om, at min joblog ikke var tilstrækkelig udfyldt.
Selvom jeg er vældig struktureret, så var det lidt som om, at jeg blev trodsig – og hvor dumt egentlig, når jeg lige kigger tilbage og reflekterer. Jeg mente nok, at jeg havde styr på det, og følte slet ikke, at andre skulle ”bestemme” over mig.
Efter, utallige gange at have reflekteret over min egen adfærd og min måde at reagere på, er det gået op for mig, at det handlede langt mere om mig selv end om systemet og det at være i det.
Det handlede i bund og grund om, at jeg følte, at jeg havde mistet min identitet. Jeg havde svært ved at forstå min egen situation, og hvordan jeg kom videre ud af den.
Den bedste hjælp fra jobcenteret og en fagforening, der lyttede
Da jeg blev ledig slut ’14, havde jeg ALDRIG i min vildeste fantasi troet, at det skulle tage mig over 2 år at lande i mit rette element. Jeg har været der, hvor dagpengeperioden skulle forlænges, og hvor jeg ikke vidste, om det ville gå til den ene eller den anden side.
Jeg valgte i sin tid at stoppe i den stilling, jeg var i, fordi min krop fysisk sagde fra. Min fagforening hjalp mig igennem uden karantæne, og jeg var mere end taknemmelig!
Derefter fik jeg de to bedste jobkonsulenter, jeg kunne tænke mig, og de hjalp mig, da det virkelig gjaldt. Forskellen på dem og a-kassen var, at de ikke som sådan kontrollerede mig. Jeg skulle selvfølgelig opfylde kravene, men de agerede mine sparringspartnere fremfor det modsatte.
A-kasserne gør jo bare deres arbejde…?
Egentlig gjorde a-kassen jo bare sit arbejde, hvis ikke jeg levede op til kravene. At jeg ikke syntes, at a-kassemøderne var min tid værd, valgte jeg faktisk at meddele dem. Jeg fik en ny og mere ansvarsfuld/kompetent konsulent, som kiggede med konstruktive øjne på min jobsøgning.
Så i stedet for at irritere mig over systemet, som jeg alligevel ikke kunne ændre på, så gjorde jeg noget ved det, som jeg kunne påvirke og fik det vendt til min fordel.
Jeg fandt det også ret langhåret med alle de regler – huske at indberette ferie, søge om det ene og andet og tjekke jobforslag osv.
Men det, der gjorde den helt store forskel for mig, var at jeg begyndte at bruge konsulenterne som sparringspartnere. Det gjaldt lige fra mit ansøgningsmateriale til kurser og virksomhedspraktik og ikke mindst opstarten af min, i dag, selvstændige bibeskæftigelse.
Det var svært, hårdt og bøvlet, for det krævede jo noget af MIG. Jeg skulle selv undersøge, opsøge, afdække, men fordelen var, at jeg altid kunne gå til min jobkonsulent. Hun kunne hjælpe mig med at finde de rette kontakter, hvis ikke jeg selv havde dem i mit netværk.
Er det ikke OK, at der bliver stillet nogle krav til os?
Når jeg igen reflekterer over hele min egen proces, og ser de forskellige holdninger, der er til ledighed og reglerne herom, så kan jeg da nogle gange godt tænke: “Hvorfor skal vi ikke leve op til nogle særlige krav, når vi er jobsøgende og ønsker en ydelse fra staten?”
Selvom vi har indbetalt til a-kassen, og helt sikkert skal kunne drage nogle fordele af det, så ændrer det ikke på, at vi (ledige) koster staten mange bas’ører.
Så den hurtigste vej i det RIGTIGE job eller afklaring må vel i sidste ende være målet, eller tager jeg fejl?
Den hurtigste vej er dog bare ikke altid den rigtige, og den rigtige er ikke altid den hurtigste. Så spørgsmålet er, hvordan vi i vores ledighedsperiode finder den balance.
Vi har nogle unikke muligheder for at afprøve forskellige retninger, og stadigvæk med et sikkerhedsnet bag os.
Så når vi som ledig skal indberette/ansøge om ferie, udfylde dagpengekort osv, så er det vel ok, mens man er tilknyttet systemet?
En arbejdsgiver forlanger jo også, at melder sygdom og ferie og meget andet, som man skal kunne navigere i. Privilegiet her er, at hvis ikke det passer os, så kan vi cykle videre til et nyt job, som opfylder vores krav bedre.
Så er det i virkeligheden ikke fair nok, at vi skal leve op til nogle spilleregler, når vi bliver ledige?
Er det hele bare noget møg, eller er der faktisk positive ting at sige om det at være ledig?
Ledighed er bare ikke den fedeste situation at stå i. Jeg har mange gange tænkt ”f*it!
Men samtidig måtte jeg også fortælle mig selv, at jeg i hvert tilfælde intet ville få ud af at sætte mig ned og tude. Så jeg måtte jo gøre noget i stedet.
Så jeg tog alt fra deltidsjob til fuldtidsvikariater, men det var faktisk først efter opstart af mit eget, at blev jeg bevidst om, hvad jeg virkelig brændte for, og hvad jeg var rigtig god til.
Og ja, det skulle tage den tid, det nu engang tog – kroner eller ej. Jeg kunne ikke fremskynde den proces, hvor meget jeg end gerne ville, da det var en personlig udviklingsproces. Og personlig udvikling er individuelt, men trinene i selve processen kan variere meget og bestå af mangeartede aktiviteter, som opfylder både egne og systemets krav (det kan lade sig gøre).
Det kan lyde firkantet og meget skoleret, men som jeg plejer at sige, at “intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet”.
Jeg har i al fald lært en del om mig selv – og om andre.
En lang og bakket tur som jeg ikke ville have været foruden
Det har taget sin tid at nå hertil, hvor jeg er i dag, og selvom intet job er sikkert for altid, så ved jeg nu i hvilken retning, jeg ønsker at gå.
Det har været en lang og bakket rutsjebanetur, men den endte ud med noget helt fantastisk, selvom det krævede enormt meget optimisme og gåpåmod hele vejen igennem.
Og den dag i dag ville jeg aldrig have været perioden foruden. For ellers sad jeg ikke her i dag og skrev på dette indlæg.
Jeg har lært så vanvittig meget om mig selv, min karrierevej, og hvad jeg brænder for og er god til i livet.
Og så har jeg mødt så mange fantastiske mennesker på min vej, som beriger mig, og som jeg forhåbentlig også beriger.
Brug det som et pusterum til at finde nye veje
Nogle bruger ledigheden som et pusterum og et springbræt til nye veje. Jeg håber, at du som ledig kan se fordelene i at være tilknyttet systemet.
Mange går alene med frustrationerne, men brug gerne jobcenteret og fagforeningerne som en del af netværket til at tale med og vende tanker og ideer med. Særligt inden for nye brancher, lokale jobmuligheder samt sparring vedr. kurser og praktikker eller anden form for afklaring.
Så mit bedste råd er at prøve at vende det negative til noget positivt. At se på bægret som halvt fyldt fremfor altid halv tomt.
Det gør jobsøgningen meget lettere, men det giver også mere plads til at ånde i og til at acceptere situationen, så man kan komme videre.
Selvom det er yderst individuelt, hvordan man reagerer og tackler situationen, så vil jeg alligevel sige til dig:
“Vær ikke bange for at spørge om hjælp”.
Men det kræver lidt og måske meget af dig. Hvis du plejer og passer dit netværk, så du gør dig bemærket og husket, så er langt de fleste parate til at give en hånd med.
Men ansvaret for at gøre noget, og sikre at der bliver gjort noget ligger ved os selv – altid…!
