10 råd når du søger virksomhedspraktik

Vejen til dit næste job kan være gennem en virksomhedspraktik. Udover, at du får noget på CV’et, så er det med til at styrke din faglige viden – din værktøjskasse og udvide dit netværk.

At virksomhedspraktik kan føre til job, har jeg flere eksempler på. Jeg er selv et af dem.

Så sent som i sidste uge fik en af vores inhouse-praktikanter tilbudt fuldtidsjob efter 4 ugers praktik. En 50+ der bare passede som fod i hose.

For 1,5 måned siden skaffede jeg, via mit netværk, en tidligere kontanthjælpsmodtager en praktik som sagsbehandler. Hans erfaringer var fine, men han havde bare været uheldig. Så efter 10 år på kontanthjælp og 4 ugers virksomhedspraktik hos hans drømmevirksomhed, blev han tilbudt et fuldtidsvikariat. Han er der stadigvæk – de første ordinære timer i 10 år. Det synes jeg er ret sejt!

Det er det, der ofte sker. At man som ledig mister troen på sig selv og egne evner. Vi har brug for, at nogen tror på, at vi er gode nok. Det sker bare ikke af sig selv, og det sker ikke hjemme bag de fire vægge. Vi skal turde opsøge mulighederne for, at andre kan opleve, se, høre og fornemme vores engagement. Når vi tør det, så åbner vi op for muligheden om, at andre kan se, hvad vi brænder for, hvad vi kan. På kan vi langsomt genvinde troen på vores egne evner.

Så mit første råd er – grib praktikmulighederne for de kan være indgangen til dit næste drømmejob!


Her er mine næste 9 råd:

  1. Kontakt din a-kasse og få en opgørelse på, hvor lang tid du har tilbage på dagpenge
    Inden du kontakter virksomheden, er det væsentligt, at du hvor lang tid, du har tilbage på dagpenge. Er dine 2 år snart gået, kan det have indflydelse på, om du vælger alle 4 ugers praktik.

  1. Vid, hvornår du kan starte
    Vær afklaret på, hvornår du kan starte i praktikken. Vi går julen i møde, og mange skal afvikle ferie. Derfor er det vigtigt, at du har regnet dine feriedage ind i din tidsplan, så du ved helt nøjagtig, hvornår du kan tilbyde din praktikstart.

  1. Kend din praktikvarighed
    Fra 1. januar 2020 træder nye regler i den “Forenklet beskæftigelsesindsats” i kraft. Hvad det har af betydning for din praktikvarighed, skal du kontakte din a-kasse eller dit jobcenter omkring.

  1. Fortæl, om formålet med praktikken
    Når du kontakter virksomheden om en praktikåbning, så er det hamrende vigtigt, at du selv kender dit formål med praktikken. Du ønsker en praktik fordi….?

    – Du ønsker at blive klogere på branchen
    – Du ønsker at blive klogere på, hvad jobbet går ud på
    – Du ønsker at styrke din faglige viden
    – Du ønsker at blive oplært i et særligt system/opgaver
    – Du ønsker at udvide dit netværk mhp. øgede jobmuligheder
    – Du har viden og kompetencer at tilbyde virksomheden

Når du har helt styr på, hvad du vil med praktikken, bliver det lettere at overbevise en virksomhed om, hvad de får ud af at have dig. Gør også gerne opmærksom på, at du koster dem gratis. At du er forsikret gennem dit jobcenter, hvis der skulle ske dig noget, og at de ikke skal aflønne dig. Så alt i alt skulle det gerne blive en win win-situation.


  1. Fortæl virksomheden, hvorfor det lige skal være dem
    Når du kontakter virksomheden, har du selvfølgelig også helt styr på, hvorfor det lige akkurat er den, som du ønsker praktik hos. Hvis ikke du har styr på det, risikerer du at virke useriøs. Der er ikke forskel på, om det er praktik eller job, du søger. Begge dele kræver grundig research og en positiv indstilling til virksomheden. Og så er det jo langt federe, når det er en praktik, du selv har fundet – ligesom jobmulighederne deraf også oftest er størst efterfølgende.

  1. Lav et telemanus
    I din forberedelsesproces kan det være en rigtig god idé at lave et telemanuskript. Det er en kort køreplan for, hvad du skal sige, når du ringer til virksomheden.

Det kan være en kort liste i punktform, som du har indøvet, før du ringer ud. Jo flere gange du øver, jo mere sikker bliver du. Når du først har haft ringet til de første 2-3 virksomheder, finder du ret hurtigt ud af, at det ikke er så slemt. Og husk – forberedelse betaler sig.


  1. Ring eller tag derud
    Der er mange måder, hvorpå du kan kontakte virksomhederne. Nogle vælger “ring ud”-modellen, andre er mere til “face 2 face”-metoden. Brug de metoder, der passer til dig, og som du ved passer til virksomheden.

Nogle opsøger også sit netværk og får en kontakt den vej igennem. Vigtigst af alt er, at du undersøger, hvordan du vil have størst chance for at komme igennem, får det afprøvet og ikke giver op. Så skal det nok lykkes. Du kan f.eks. spørge i dit netværk, ringe og høre virksomheden, hvordan de helst vil kontaktes eller undersøge på deres hjemmeside, om de lægger op til, at man kommer forbi, om de ønsker en mail eller en ansøgning eller noget helt tredje.


  1. Hav notesblokken klar
    Når du får kontakten, så får du med stor sandsynlighed nogle informationer, som du skal kunne huske. Derfor er det altid en god idé at have en notesblok og en pen, så du kan få alle detaljerne ned på papir. Du kan med stor sandsynlighed ikke huske alle oplysninger i hovedet. Derfor, skriv dem ned.

  1. Følg op
    Når nu du taler med virksomhederne, så aftal med dem, hvornår du må følge op. Mange nævner, at de vil vende tilbage, men vi ved også, at de fleste har meget travlt, særligt op mod årsafslutningen. Derfor vil det være en god idé, at du lægger op til, at du kontakter dem, og få gerne et specifikt tidspunkt, hvor I kan tales ved igen.

Det er også god stil at sende en takkemail, når I har talt sammen. En lille opsummering af, hvad I har aftalt og at du ser frem til at tale med dem igen. Så har du vist en seriøs interesse, og du/de har noget på skrift, som du kan referere til, når du kontakter dem for en opfølgning.

Tilbage er der kun at sige: 3-2-1 sæt i gang!