Når jobrådgiveren står uden job

Nogle gange er livet et paradoks, som tager os derhen, hvor vi ikke ved, hvad fremtiden fører med sig. Eller er det vores egne valg, der tager livet derhen, hvor vi søger den sandhed, der kan retfærdiggøre de valg, der ikke blev, som vi håbede på?

I efteråret 2019 traf jeg en beslutning om at vinke farvel til de dejligste kolleger og en god stilling som jobkonsulent hos Job- og Uddannelsesakademiet (JUA), Jobcenter Sønderborg.

Det gjorde jeg fordi drift var blevet det primære fokus. Og til de af jer, der kender mig, så ved I, at jeg er en udvikler med mange idéer.

Sammen med 3 af mine daværende kolleger, opbyggede vi JUA fra bunden med alt, hvad det indebar. På bare én måned stod der et job- og uddannelsesakademi klar til alle Sønderborg Kommunes borgere. Spørg da om jeg var en anelse stolt af os – og mig.

Og ja, jeg er en udvikler med tusinde idéer og et udpræget struktur- og tovholder-gen.

Så det var egentlig slet ikke så underligt, at jeg begyndte at blive rastløs og ej heller følte, at mit fulde potentiale kunne udnyttes optimalt i en funktion, som jeg var grundlæggende glad for.

Nye muligheder, nye veje

Skæbnen ville, at jeg blev kontaktet vedr. en koordinatorstilling, som indeholdt alt det, jeg brænder for, er god til, og som jeg har bestridt i Jobcenter Sønderborg. Nemlig udvikling af forløb/koncepter, koordinering/tovholder, undervisning, administration, markedsføring og rådgivning.

Velvidende, at jeg skulle vinke på gensyn til fantastiske kolleger, så var det en udfordring, jeg ikke kunne lade passere.

At det skulle blive en udfordring, som min krop begyndte at fortælle mig ikke var rigtig, kom selvfølgelig bag på mig. Jeg har med årene lært, at den – altså min krop, skal og må jeg lytte til uagtet, hvad alle andre siger og mener. Og måske jeg også skal blive bedre til at lytte til min mavefornemmelse, for mavens signaler bærer ofte sandheden, om man vil det eller ej.

Jobrådgiveren uden job

Det paradoksale er nu, at jeg her 1,5 måned efter måtte kaste håndklædet i ringen. Det betød, at jeg fik en fin og gensidig aftale om en fritstilling.

Så vupti, nu er det mig, der står uden job.

Jeg føler det ret paradoksalt, men omvendt har jeg aldrig følt en sådan ro, trods det, at fremtiden lige nu er uvis. For første gang nogensinde, ved jeg 110 %, hvad jeg brænder for, og hvad jeg er god til!

Jeg har, lige siden min første ledighedsperiode tilbage i 2015, arbejdet på at dygtiggøre mig inden for personlig branding og relationsskabelse/netværk. Det er blevet mit livsværk, og som min tidligere chef så fint sagde det i min afskedstale – det er min livsstil.

Jeg har aldrig skammet mig over at være ledig, for det ser jeg absolut ingen grund til.

Der er forskellige årsager til en sådan situation, og livet går jo videre.

Men jo, jeg har været træt af folks kommentarer: “Er du stadigvæk ledig”, “skal du ikke også snart finde dig et job”.

Som om, at man bare går hjemme og venter på, at det dumper ned i hatten… Jeg har alle dage været proaktiv, men nu er jeg blevet klogere på, hvordan jeg kan tilgå processen langt mere målrettet.

Det er selvfølgelig ingen garanti for, at det bliver nemt at komme videre. Det er det jo desværre aldrig.

En verden af muligheder

Jeg har prøvet en masse ting af, nu kræver det “bare”, at jeg tager min egen medicin. Åh jo, det er skam lettere sagt, end gjort. Sådan er det jo ofte; det er altid lettere at rådgive andre end sig selv.

Men omvendt, så er der bare så mange muligheder derude, og selvom det at være ledig kan være en gråhårsfremprovokerende tilstand, så tænker jeg, at verden ligger åben.

Så er det om at turde gå målrettet efter det. Om det skal være en fastansættelse, eller om jeg har modet til at kaste mig selv ud på det dybe vand som selvstændig, ja det må jeg bruge de næste mange uger på at granske i.

Derfor skal du ikke blive forundret, hvis jeg pludselig en dag sender dig en hilsen på LinkedIn eller giver dig et opkald. Måske for at spørge dig til råds, eller måske for at drøfte beskæftigelsesprojekter.

Måske vi kan udrette mirakler sammen og skabe noget stort.

Vil du vide mere?

Skulle du nu være blevet tilpas nysgerrig på kvinden bag de mange ord, så er jeg altid klar til en snak og en god dialog. Jeg drikker ikke kaffe, men i disse tider, så må telefonen være det gode udgangspunkt.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til:

Jeg vil elske at høre fra dig, hvis ikke jeg kommer først 😉

De bedste hilsener
Ragini