Sådan laver du fængende overskrifter

Formålet med en overskrift

Du har mellem 2 og 10 sekunder til at gøre dig bemærket i bunken af ansøgere. Jeg vil endda sætte 10 til et højt sats, da det ikke tager mere end nogle få sekunder at skimte og beslutte sig for, hvilken bunke du skal havne i.

Derfor er det enormt vigtigt, at du fra første linje, skaber en interesse og nysgerrighed, som bevirker at modtageren vil vide mere (og læser videre).

Så overskriftens formål er at skabe nysgerrighed, som får læseren til at ville vide mere om dig og samtidig skaber en forventning om, hvad man kommer til at læse i resten af dit CV eller din ansøgning.

Overskriften skaber genkendelighed

Det er en god idé at indsætte overskriften i både dit CV og i din ansøgning. Det skaber for det første en rød tråd og genkendelighed over til din ansøgning. Derudover kan du aldrig vide dig 100 % sikker på, hvad der bliver læst først. Er det CV’et de læser først, så er det jo der, du skal vække så megen opmærksomhed, at det får dem til at stoppe op.


Når du kommer igennem nåleøjet, er det fordi, du har gjort dig umage med at fremhæve de helt rette kompetencer ift. det respektive job, samt hvordan du har tænkt dig at sætte dem i spil. Du har sat dig ind i, hvilken profiltype virksomheden har brug for til at løse opgaverne.

Den indsigt kan du allerede adressere i overskriften. Overskriften fortæller nemlig noget om, hvad du kan tilbyde/skabe/sikre, og meget vigtigt – hvordan!


Hvor lang må overskriften være?

Mange rådgivere anbefaler, at du laver en overskrift, der kan stå på én linje. Jeg har aldrig helt forstået argumentet. Så laver du måske bare skriftstørrelsen mindre for at få plads til det, du gerne vil sende af budskab…

En overskrift skal være stor, og den må gerne fylde et par linjer. Du ser heller ikke en overskrift i en avis eller et ugeblad/magasin være skrevet med samme lille skriftstørrelse som brødteksten.

En overskrift skal skabe opmærksomhed og være fremtrædende! Det er den fængende appetitvækker, der får læseren til at ville vide mere om dig.

Det vigtigste er bare, at den har en værdiskabende effekt på modtageren og understøtter det, som man kan forvente at læse om dig – husk denne gyldne regel!


Sådan laver du din egen værdiskabende overskrift

Når du skal i gang med at forme din egen overskrift, er brainstorming en god metode.

  1. Find enten post its (gule lapper), en blok papir og pen eller din PC
  2. Start med at skriv alle de vigtigste kompetencer ift. det helt specifikke job ned. Også gerne relevante resultater, du har skabt eller bidraget til
  3. Nu har du en masse relevante stikord og sætninger, som dit CV skal opbygges omkring
  4. Skriv dit CV færdigt – målret det til stillingen, så alle dine vigtigste kompetencer ift. jobbet bliver fremhævet undervejs
  5. Først nå du er helt færdig med dit CV og måske endda også ansøgningen, former du din overskrift.
  6. I artiklen her har jeg udfærdiget nogle bud på gode og knapt så gode overskrifter.

https://jobtimize.dk/2019/07/07/brug-overskrifter-i-din-jobsoegning/