Frederik Fisker Wæhrens er Content Specialist og har tidligere været ansat hos AS3 Transition, hvor han har interviewet rådgivere og kandidater og hørt deres historier og erfaringer. Frederik har stor interesse i jobsøgningsdisciplinen. Sammen med den og hans erfaring fra AS3 har han startet bloggen www.frauddannelsetiljob.dk, hvor han, gennem videndeling af egne og andres erfaringer, hjælper studerende og nyuddannede med at optimere deres jobmuligheder. Frederik henvender sig særligt til de studerende, der har valgt en bred uddannelse, da han oplever, at mange har svært ved at finde arbejde efter endt studie, når de ikke har uddannet til en specifik stillingstype.
Frederik Fisker Wæhrens, Content Specialist og gæsteblogger
Har du styr på elevatortalen?
Følgende indlæg er skrevet af gæsteblogger Frederik Fisker Wæhrens, der er grundlægger af www.frauddannelsetiljob.dk. Frederik arbejder til dagligt som Content Specialist hos et stort marketing-bureau og har tidligere arbejdet som Content Writer for karriererådgivningsvirksomheden AS3 Transition.
Elevatortalen er dit redskab til at præsentere dig selv på kort tid. Navnet ”elevatortale” kommer fra idéen om, at du skal have en kort præsentation klar, som du kan fortælle på det, der svarer til en elevatortur. Altså en tur på godt og vel 30 sekunder.
Her skal du kort og præcist kunne fortælle, hvem du er, hvad du kan, og hvad du gerne vil lave. Det kan både være, når du søger job, studiejob, praktik eller er til jobsamtale. Det er som regel også det, en jobsamtale starter med. ”Fortæl lidt om dig selv”, lyder det fra arbejdsgiveren. Her kan du så bruge din elevatortale til at give en god og kort præsentation af dig selv.
Dog kommer din elevatortale også til gavn, når du skal netværke eller ønsker, at nogen kan sætte dig i forbindelse med andre. Det er vigtigt, at de kan viderebringe information om dig, og det kan de kun, hvis du kan præsentere dig selv kort og præcist.
Dette skal en god elevatortale indeholde
Det er dig og din person, som elevatortalen skal præsentere. Derfor skal du naturligvis være ærlig, men du skal også være præcis og få de bedste og vigtigste kvaliteter frem med det samme. Det skal kunne mærkes, at du brænder for det, du snakker om. Tag udgangspunkt i det, du laver, og forklar, hvorfor du elsker det og gerne vil lave mere af det i fremtiden.
Hvis du ikke har erfaring med det, du gerne vil lave, så se om du kan finde inspiration fra dit studie. Hvis du søger et studiejob, er det sandsynligvis begrænset, hvor meget erfaring du har at trække på. Her kan du sige, at du synes, at det pågældende emne er meget spændende, og derfor vil du gerne arbejde med det og blive bedre til det. Princippet og budskabet er det samme, som hvis du baserer det på at have arbejdet med emnet eller indenfor det pågældende felt.
Sørg for at gemme svært fagsprog og lange forkromede sætninger væk. Det skal være kort. Det skal være præcist. Og så skal det være direkte. Hvis din modtager ikke forstår, hvad du siger, kan det være lige meget. Så har din elevatortale ikke gjort det, den skal: At præsentere dig kort og præcist.
Så gå altid efter at fortælle hvem du er, hvad du kan, hvad du vil, og hvorfor. Men kort og præcist. Og så husk at være smilende, indbydende og nærværende, mens du fortæller. Det giver modtageren lyst til at lytte og hjælpe dig videre. Eller også skaber det bare god stemning til jobsamtalen.
Hvordan ser en elevatortale ud?
Du leder sikkert også efter et eksempel på en elevatortale. Og det får du her. Det kan være forskelligt, hvad du skal bruge elevatortalen til, og der har jeg givet dig to forskelle eksempler. Den ene kan du bruge, hvis du skal søge et studiejob eller en praktikplads. Den anden kan du bruge, hvis du har mere erfaring og enten skal præsentere dig selv til en jobsamtale eller i forbifarten. For eksempel i løbet af en elevatortur.
Elevatortalen til studiejobbet
”Jeg hedder Peter, jeg er 25 år gammel, og jeg læser virksomhedskommunikation. Jeg har altid holdt meget af at skrive, og derfor vil jeg gerne prøve kræfter med et studiejob, hvor jeg netop kan bidrage med mine skriveevner, mens jeg lærer og forbedrer mig.
Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg sætter pris på et arbejdsmiljø, hvor der er plads til at udvikle sig og få god feedback på min opgaver. Derfor søger jeg stillingen som studentermedhjælper hos jer.”
Elevatortalen til elevatorturen eller jobsamtalen
”Mit navn er Sofie, jeg er 29 år gammel, og jeg arbejder som bankrådgiver. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og i mit arbejde hjælper jeg mange med at skabe overblik over deres økonomi. Det giver dem frihed og hjælp til at udleve deres drømme, og det motiverer mig, at jeg kan se, at jeg gør en stor forskel.
Jeg får ros for min evne til at sætte min ind i den enkelte kundes behov, og jeg drømmer om i endnu højere grad at hjælpe mennesker med deres økonomi, så de får mere overskud i hverdagen. Derfor ser jeg mig selv arbejde som seniorrådgiver hos jer.”
Du kan læse mere om elevatortalen på Frederiks blog her.