Sådan finder du relevant viden om virksomheden, der stiller dig skarpere før, under og efter samtalen.
Her kan du starte din research:
- Virksomhedens hjemmeside
- Sociale medier
- Artikler i online medier og i trykte medier
- Fysiske netværk
- Online netværk
- Kontakter i virksomheden (opkaldet)
- Jobcenter
- Fagforening
- Messer
- Nyhedsbreve
- Virksomhedens hjemmeside
Før du går i gang med at skrive din ansøgning, er det en rigtig godt idé at undersøge virksomhedens hjemmeside. De fleste har sådan en i dag, og her kan du ofte finde alt fra kontaktpersoner til informationer om virksomhedens værdier. Men vigtigst af alt er, at du ved, hvad virksomheden beskæftiger sig med. Hvad sælger den, hvem sælger den til, hvor er den geografisk placeret osv. Alle disse oplysninger kan du være heldig at finde på deres hjemmeside.
En gylden regel: Ring ikke og spørg om noget, som du kan researche dig til på anden vis. Det er spild af din og deres tid.
- Sociale medier
De fleste virksomheder har en profil på Facebook, mange har en på LinkedIn og nogle har en på andre sociale medieplatforme. Det afhænger af virksomhedstypen, men fælles for de sociale medier er, at du her finder oplysninger, som kan være svære at finde andre steder. Du inviteres ind bag facaden og kan få en fornemmele af kulturen, de mennesker, der arbejder der, hvor ofte de søger nye medarbejdere osv.
De sociale medier giver dig en direkte åbning ind i virksomheden, hvor du har mulighed for at følge den på tæt hold. Så følger du den/dem ikke allerede nu, så skynd dig at gøre det. Man ved aldrig, hvornår der dukker vigtige informationer op.
- Artikler i online medier og i trykte medier
Artikler i aviser på nettet og i fysiske ugeblade/magasiner er også et godt sted at holde øje. Der kan du ofte finde nyheder om virksomhedens økonomiske situation, hvis de vækster eller det modsatte. Du kan sikkert også finde artikler om ledelsen, virksomhedens strategier osv.
4 .Fysiske netværk
Der er intet, der kan måle sig med mødet med mennesker i levende live. Der sker noget særligt, når vi kan se, høre, føle og fornemme hinanden fysisk. Derfor er fysiske netværk en vigtig del i jobsøgningen.
De fysiske netværk kan være mange ting, ja faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser. For jobbet kan opstå på alle mulige måder og somme tider der, hvor vi mindst forventer det. Det kan være til vennernes fødselsdag, familiemiddagen, julefrokosten, en koncert, et fagligt netværksarrangement eller noget helt andet. Jeg nævner og uddyber nogle flere nedenfor, men min pointe er i bund og grund, at det kan være enormt gavnligt at komme ud og netværke med andre, om det så er med familien, vennerne, gamle kolleger eller nogen, du slet ikke kender. Det kan føre gode ting med sig at udfordre sin komfortzone og få talt med nogle, som kan berige en med viden og sparring.
- Online netværk
De online netværk har den fordel, at de er der 24/7. Du kan tilgå dem på alle tider af døgnet, og de er altid lige ved hånden. LinkedIn er det største professionelle netværk, hvor du helt sikkert vil finde nogen i din branche. Måske er dit område ikke så højt repræsenteret som andre, men formålet er, at du har et sted, hvor du kan blive set, hørt og husket for den du er, og det DU kan bidrage med til en virksomhed. Online netværk kan også være faggrupper, hvor du henter inspiration og deler din viden. Og det er her, at du har en unik mulighed for at springe jobkøen over. Det er ofte se, at netværk er årsagen til, at man får jobbet. Nogen har talt godt om dig, måske er du blevet kontaktet, fordi nogen har hørt om dig. Du har en særlig mulighed for at række ud. Fx ved at sende en besked direkte til beslutningstageren via LinkedIn, mail eller andet. Du kan lægge op til et kaffemøde, men ikke bare for kaffens skyld. Fordi du har forberedt noget særligt, som du gerne vil vise dem, og det skal selvfølgelig ikke koste dem noget – formålet er, at du får en dialog, en åbning til at vise dem, hvad du kan, og hvem du er. Og, at du får en grund til at følge op med dem.
- Kontakter i virksomheden (opkaldet)
En meget vigtig kanal til viden om jobbet er kontaktpersoner i virksomheden, eller nogen som kan klæde dig på med konkret viden. Som nævnt i første punkt, så er hjemmesiden et absolut must, at du har tjekket ud, før du ringer. Du kan forberede nogle uddybende spørgsmål om jobbet, som klæder dig bedre på til at kunne sælge dig selv i ansøgningen.
- Jobcenter
En netværksenhed som mange glemmer er jobcenteret. Måske fordi mange ser på jobcenteret som et kontrolcenter frem for et egentligt sted, hvor man kan få hjælp til sin jobsøgning, og det er jo enormt ærgerligt, fordi der er mange goder at hente der, hvis man kender genvejene og tør gå til dem.
Jeg plejer at sige, at man skal turde stille krav til sin jobrådgiver. Man skal ikke komme til mødet og forvente, at de har gjort alt for dig, og at de kan skabe jobbet for dig, for det er i sidste ende DIN opgave at få det til at ske. Men du kan bruge din jobrådgiver som sparringspartner. Stil spørgsmål omkring emner, du er i tvivl om – hvordan du kontakter virksomheden, hvordan du forbereder dig til samtalen. Måske du har brug for, at din rådgiver træner jobsamtalen med dig. Det skal de være i stand til at kunne – hjælpe dig med at finde spørgsmål at stille før/under/efter processen. Men de kan kun hjælpe dig, hvis du selv kommer på banen og er åben omkring, hvad du har brug for hjælp til.
Hvis din ansøgning og dit CV ikke har fungeret for dig i 3 mdr. eller mere så er det på tide at ændre strategi. Få dem til at kigge dine materialer igennem og vær kritisk. Hvis ikke de kan komme med noget bedre, så find nogle andre der kan.
Fungerer kemien mellem jer ikke, så bed om en anden rådgiver, men ikke bare fordi, du synes, at de ikke gør nok for dig. Kig på om du selv stiller de rigtige spørgsmål og om du selv gør nok for at nå derhen, hvor du gerne vil.
Det sidste vi kan, og kan tillade os, er at forvente, at andre gør jobbet for os. For sådan virker det heller ikke på arbejdspladsen.
- Fagforening
Betaler du til en fagforening så brug dem. De er der for det samme. Mange fagforeninger har en rådgivende afdeling, som hjælper med at stille skarpt på din jobsøgning. De tilbyder ofte kurser og workshops, hvor du kan blive klædt på til at styrke din jobsøgning. Så tjek deres hjemmeside ud og benyt dig af de muligheder, som ligger lige for fødderne af dig.
- Messer
Jobmesser er også et godt sted at komme i dialog med relevante virksomheder. Inden du tager på jobmesse, er det en god idé at forberede dig på, hvem du vil i dialog med, hvad de skal vide om dig, og hvad du skal have med derfra, når dagen er omme.
Sæt dig nogle mål hjemmefra, fx:
– Du skal have talt med min. 3 virksomheder og fortalt dem om dine kompetencer
– Du skal have afleveret min. 3 CV’er til 3 forskellige virksomheder
– Du skal have oplysninger på min. 3 relevante personer, som du må kontakte, når du kommer hjem
Den metode er med til at holde dig op på, at du skal følgelig op, men samtidig er den med til at styrke din selvtillid i jobsøgningen, da du har noget konkret at arbejde videre med. Og det kan ofte være svært at få processen til at arbejde for sig, men det kan du, når du selv begynder at tage styringen.
- Nyhedsbreve
Nyhedsbreve er en god måde at få en fornemmelse for virksomhedens aktiviteter. Alt efter typen af nyhedsbrev selvfølgelig. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet, så får du en idé om, hvad de lægger fokus på at fortælle deres kunder, samt hvor ofte. Søger du et job inden for e-mail marketing, så har du måske nogle konkrete idéer til, hvordan de kan optimere deres lead-generering gennem nyhedsbrevskanalen.
Jeg håber, at ovenstående indsigt i research-kanaler har givet dig blod på tanden til at gå endnu mere i dybden med forberedelserne. Hvis du er grundig i din research er der en stor sandsynlighed for, at du overhaler dine konkurrenter inden om og går hele vejen!
HELD OG LYKKE 🙂